Frivillige

At være frivillig i Aabenraa Selvhjælp.

Alle frivillige medarbejdere/støttepersoner i Aabenraa Selvhjælp er modne, ressourcestærke mennesker. Alle har personligt overskud, livserfaringer og livsmod.

Den bedste støtte, du som frivillig kan give, er at hjælpe brugerne til at hjælpe sig selv, så de får styrket deres selvværd og kan tage ansvar for sig selv og deres handlinger. Du skal derfor tage udgangspunkt i de ressourcer, som det enkelte menneske har.

For at blive frivillig medarbejder skal fastsatte krav opfyldes. Der indhentes en børneattest på alle medarbejdere og frivillige i Aabenraa Selvhjælp. Inden starten skal den frivillige medarbejder deltage i kvalificeringskursus og er desuden forpligtet til at deltage i kurser og supervision.

Alle frivillige medarbejdere / støttepersoner er pålagt livslang TAVSHEDSPLIGT

Som frivillig i Aabenraa Selvhjælp kan du have forskellige opgaver såsom:
Enkeltsamtaler
Samtalegrupper
Selvhjælpsgrupper
Bisidderopgaver
Mentorarbejde
Undervisning af frivillige
Supervisionsopgaver

Der afholdes medarbejdermøder, hvor der kan være et oplæg og derefter erfaringsudveksling. Der holdes også et par sociale arrangementer årligt, såsom sommerfest og julefrokost. Det forventes, at du deltager i minimum 2 arrangementer årligt.

Som frivillig bestemmer du selv, hvor megen tid du vil bruge på dit frivillige arbejde. Det kan være du vil bruge to timer hver 14. dag eller måske vil du gerne bruge mere tid. Der kan også være perioder, hvor der ingen opgaver er.

Som frivillig har du altid nogen du kan ringe til, hvis du har oplevet noget i dit frivillige arbejde som du ikke kan slippe i tankerne. De frivillige, som aldersmæssigt spænder vidt, kommer fra alle slags erhverv, lige fra sygeplejersken, pædagogen, læreren, fabriksarbejderen, IT-eksperten og terapeuten. Det er ikke den faglige baggrund, der er vigtig i selvhjælp, det er det enkelte menneske.

I selvhjælp arbejder vi ud fra en erfaring om, at det hjælper at snakke med et andet menneske, som man ikke kender i forvejen. At fortælle sin historie til en, som man ikke kender, er for mange første skridt til at erkende, hvilke problemer man har og hvordan man kan blive i stand til selv at mestre sit liv.

Som frivillig hos Aabenraa Selvhjælp får man ingen betaling heller ikke for kørsel undtagen i specielle tilfælde.

Har du lyst til at blive frivillig, så kontakt os.

Der er lukket for kommentarer.